a cold war experience

Under Den Kolde Krig var Stevnsfort en forpost i Danmarks og NATOs forsvar

Den kolde krig under overfladen

Når du besøger den smukke natur omkring Stevns Klint, som blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2014, er der ikke meget, der afslører, at du står oven på den pensionerede atomsikre bunker, Stevnsfortet. Men hvis du bevæger dig de 18 meter ned under overfladen, rejser du også mere end 70 år tilbage i tiden.

Stevnsfortet var en del af Danmarks og NATOs forsvar under Den Kolde Krig og står som et levende vidnesbyrd om en ikke særligt fjern fortid efter 2. verdenskrig, hvor verden var delt op i øst og vest, og hvor truslen om atomkrig hang lige over vores hoveder.

Militærhistorie med menneskelige perspektiver

I dag står Stevnsfortet som en fascinerende tidskapsel fra dengang, det var en af dansk militærs forreste forsvarsposter, hvorfra man holdt øje med fjenden. Som besøgende kan du få en guidet rundtur i soldaternes fodspor, hvor du oplever, hvordan livet i de kølige, underjordiske gange blev levet under Den Kolde Krig.

På FORT lærer du en masse om Den Kolde Krig og de historiske perspektiver. Men du kommer også helt tæt på de mennesker, der beskyttede os.

Hele anlægget med sine næsten 2 km. lange gange blev gravet ind i den porøse kalksten på under 1 år i starten af 1950’erne. Da det blev opført, havde Stevnsfortet en vigtig strategisk placering, fordi det danske forsvar herfra frit kunne overvåge skibstrafikken gennem Øresund. Fortet var også bevæbnet med kanoner, som kunne skyde mod fjendtlige skibe, hvis det blev nødvendigt.

I 1980’erne ændrede trusselsbilledet og der blev igen oprustet på Stevnsfortet. Frygten var nu overraskelsesangreb med faldskærmstropper, helikoptere og hurtige atombevæbnede bombefly. Derfor opstillede Flyvevåbnet fra 1984 til 2000 et HAWK-missilbatteri på Stevnsfortets område som led i luftforsvaret af København.

I år 2000 blev truslen imidlertid anset for at være væk, og fortet blev taget ud af drift.

Gå rundt inde i UNESCO-verdensarv

I 2014 blev Stevns Klint udnævnt til at være UNESCO-verdensarv, fordi klinten er det bedste sted at opleve spor efter den asteroide, der ramte jorden for 66 millioner år siden.

På Stevnsfortet bevæger man sig gennem de underjordiske gange, som er hugget direkte ind i det geologiske lag, der gjorde Stevns Klint verdensberømt. Her møder naturhistorie og krigshistorie hinanden – 18 meter under jorden.

Fred og frihed kan ikke tages for givet

I 2008 blev Stevnsfortet omdannet til et museum og åbnet for offentligheden. Med et besøg på FORT oplever du et unikt og autentisk stykke militærhistorie. Men du får også en dybere forståelse af, hvorfor det altid vil være vigtigt for et land som Danmark at kunne forsvare sit territorium og sine interesser.

FORT bygger bro mellem materiel og militærhistorie og formidler, hvordan Den Kolde Krig formede et verdensbillede, som mange af os tager for givet. Museet er en prisme på historien, som minder os om, at fred, frihed og demokrati ikke kan tages for givet.

Derfor drager FORT paralleller til nutiden og kaster et historisk lys på forståelsen af Danmarks forsvar.