Få bestemt dit fund: Eksperter står klar til Fossilernes dag 2026

Østsjællands Museer fejrer afslutningen af årets fossiljagt-sæson med Fossilernes Dag lørdag den 24. oktober på KALK. På dagen fyldes museet af amatørgeologer og repræsentanter fra de lokale amatørgeologiske foreninger, der hver har en stand, hvor de viser deres allerflotteste fund fra årets mange fossiljagter frem.

Hvad har du mon fundet …?

Har du sten, kalkblokke eller fossiler liggende, du ikke ved, hvad er, så tag dem endelig med og få dem bestemt af eksperterne. KALKs museumsinspektør Jesper Milàn, som er medlem af Danekræ-udvalget i Danmark, vil være på pletten hele dagen til at bestemme fossiler og fortælle om, hvilke fossiler man kan være heldig at finde i vores eget lokalområde. 

Dagen byder på masser af spændende fossiler at kigge på samt rig lejlighed til at få sig en god snak om sten og fossiler med medlemmerne fra de lokale amatørgeologiske foreninger.

Hvor: KALK – Østervej 2b, 4640 Faxe
Hvornår: Lørdag den 24. oktober kl. 10.00-15.00
Entré: Inkluderet i den almindelige billet til KALK (110 kr. for voksne, gratis for børn under 18 år)

Yderligere information museumsinspektør Jesper Milàn: 30 24 25 43 / jesperm@oesm.dk