KALK udlover dusør for sjældent krabbe-fossil

KALK museum er i besiddelse af en stor samling af krabbeskjolde af Dromiopsis rugosa fra koralkalken, men trods intensiv søgning er der aldrig fundet et komplet eksemplar. Plakaten viser en konstrueret krabbe af Dromiopsis rugosa.
Billede: Mette Hofstedt og Sten Lennart Jakobsen.

KALK søger et intakt krabbe-fossil med klosakse og ben – og belønner finderen med en dusør på 5.000 kr.

Det er ikke svært at finde fossile dele af krabber i Faxe Kalkbrud. Et intakt eksemplar med alle klosakse og ben derimod – det er en anden sag, og derfor udlover museet KALK nu en dusør på 5.000 kr. på netop det fund.

Dusøren udloves i samarbejde med Sten Lennart Jakobsen, emeritus-konservator på museet og ekspert i den geologiske periode, der kan udforskes i Faxe Kalkbrud og på KALK.

Vi har over 50 års intensiv søgning bag os og endnu ikke fundet et komplet eksemplar. Døde krabber blev simpelthen føde for det øvrige dyreliv i koralrevet og splittet ad – derfor er der aldrig fundet intakte krabber med klosakse og ben. Vi håber virkelig, det lykkes, siger Sten Lennart Jakobsen.

Præmien går til den første, der finder og afleverer et velbevaret intakt krabbe-fossil fysisk til KALK med alle klosakse og lemmer i behold. Fossilet indlemmes i museets samling.

Jagten er åben for alle

Man behøver ikke være ekspert for at deltage. Faxe Kalkbrud er et af Danmarks rigeste findesteder for fossiler fra kridttiden, og museet tilbyder guidede fossiljagter, hvor både børn og voksne kan gå på skattejagt med kyndig hjælp.

Dusøren udløses ved aflevering af et intakt eksemplar direkte til museet i 2026.

Book en guidet fossiljagt hos KALK her.