Østsjællands Museer markerer afslutningen på årets fossiljagt-sæson med udstillingsstande, ekspertbestemmelser og et væld af fossiler fra Faxe-egnen.
På lørdag den 25. oktober inviterer Østsjællands Museer til Fossilernes Dag på KALK. På dagen fyldes museet med amatørgeologer og repræsentanter fra de lokale geologiske foreninger, der hver har en stand, hvor de viser nogle af deres flotteste fund fra årets mange fossiljagter frem. Som besøgende får du mulighed for både at se, røre og høre om fortidens dyr og aftryk i kalken.
Eksperter står klar til at hjælpe
Har du kalksten eller fossiler liggende derhjemme, du ikke ved, hvad er, kan du tage dem med og få dem bestemt af eksperterne. Museumsinspektør Jesper Milàn, der er medlem af Danekræudvalget i Danmark, er til stede hele dagen og hjælper med at identificere fossiler samt fortæller om, hvad man kan være heldig at finde i lokalområdet.
Dagen byder på mange spændende fossiler at udforske – og rig lejlighed til en god fossilsnak med både fagfolk og passionerede samlere.
Hvor: KALK – Østervej 2b, 4640 Faxe
Hvornår: Lørdag den 25. oktober kl. 10.00-15.00
Entré: Inkluderet i den almindelige billet til KALK (110 kr. for voksne, gratis for børn under 18 år)
Yderligere information museumsinspektør Jesper Milàn: 30 24 25 43 / jesperm@oesm.dk