Fossilbingo i Faxe Kalkbrud – præmier og fossiljagt for hele familien

KALK byder lørdag den 20. september på en helt særlig oplevelse i det spektakulære Faxe Kalkbrud: Fossilbingo! En sjov og lærerig aktivitet for både børn og voksne, hvor fossiljagt kombineres med bingospil – og mulighed for at vinde præmier.

Fossilbingo er en aktivitet i regi af FossilFestival 2025 og er inkluderet i den normale pris for at leje hammer og mejsel. Det betyder, at alle gæster, der betaler de sædvanlige 50 kr. for at gå på fossiljagt, også får en bingoplade og muligheden for at vinde præmier med i prisen denne dag.

Bingopladen viser billeder af de 10 mest almindelige fossiler, man kan finde i Faxe Kalkbrud. Når man finder fossilerne og får én, to eller tre rækker på pladen, venter der fine præmier.

Sådan fungerer det:

  • Leje af hammer og mejsel koster 50 kr. – og inkluderer en gratis bingoplade.
  • Bingoplader udleveres i butikken på KALK.
  • Museet har sat et telt op i kalkbruddet, hvor erfarne guider tjekker og godkender fossilerne.

Aktiviteten foregår lørdag den 20. september kl. 10.30–16.00 – man kan komme og gå, som man vil.

Fossilbingo er en del af FossilFestival 2025, et landsdækkende initiativ arrangeret af Statens Naturhistoriske Museer. I hele landet inviterer museer og foreninger til aktiviteter, der sætter fokus på Danmarks fascinerende geologi og fortid.

Yderligere information:

Museumsinspektør på KALK, Jesper Milàn, telefon: 30 24 25 43