
FORT omdannes til en aktiv base, når mere end 30 historiske militærkøretøjer og omkring 60 entusiaster fra hele landet rykker ind og slår lejr på museet i weekenden 16.-17. august.
Det er Dansk Militærhistorisk Køretøjs-Forening (DMKF), Gardehusarregimentets Veteran Panser og Køretøjsforening (GHRVPK) samt Hawk Veteranerne, der sammen stiller op med køretøjer, udstyr og fortællinger fra Den Kolde Krig og tiden derefter. Det er 15. år i træk, at militærkøretøjerne samles over det gamle fort og sætter fart på historien.
Lejren er åben for publikum i museets åbningstid, som er kl. 10-17. Her kan man komme tæt på de imponerende maskiner, se indkvarteringen og få en snak med deltagerne om køretøjerne.
Køretøjspræsentation og publikumskørsel
Lørdag den 16. august kl. 12.30–13.30 er der stor køretøjspræsentation i arenaen med speaker, og bagefter kan gæster få en tur i udvalgte militærkøretøjer.
Søndag den 17. august kl. 10.00–12.30 er der igen mulighed for publikumskørsel i flere af de deltagende køretøjer.
Begge dage er der efterfølgende demonstrationer af det ikoniske HAWK-udstyr.
Arrangementet er inkluderet i den almindelige entré til FORT på 95 kr. og er gratis for børn.
Yderligere information: Museumsinspektør Anders Knudsen, telefon: 51 19 96 43