Som led i udviklingen af Geomuseum Faxe og Koldkrigsmuseum Stevnsfort får de to museer nye navne. Det samme gælder Østsjællands Museum, som står bag de to oplevelsessteder.

Der har været fuld fart på de østsjællandske museer i den seneste tid. Ambitiøse udviklingsplaner og øget fokus på formidling og synlighed er sat i værk, og nu står museernes navne for tur.
De nye navne skal afspejle museernes udvikling mod flere aktiviteter og direkte formidling og favne både de lokale og de helt store historier i henholdsvis geologien og krigshistorien.
Geomuseum Faxe bliver til KALK
Skiftet til navnet KALK understreger museets symbiose med det fantastiske Faxe Kalkbrud, som rummer den helt særlige koralkalk, der bugner med fossiler.
Museets fossiljagter har længe været populære, og dette forår er der rykket aktivitetsborde ind på museet, hvor fundene kan nærstuderes. Fra den 28. juni er der også guider på museet, som hjælper med at bestemme fund fra kalkbruddet og deler deres viden med de besøgende.
– Kalkbruddet er som en menneskeskabt tidsmaskine, der tager os 63 millioner år tilbage i tiden og lader os stå på bunden af fortidshavet. Hos KALK er man selv med til at grave historien fem, og det er helt særligt at kunne holde historien i hænderne og endda kunne tage den med sig hjem, siger Jesper Milàn, museumsinspektør på KALK.
Mens kalken skaber rammen for stedets geologiske fortælling, sigter udviklingsplanerne for museet også mod at skabe rum til i endnu højere grad at fortælle den nyere tids historie om Kalkbruddet som arbejdsplads og ressource.
Koldkrigsmuseum Stevnsfort bliver til FORT
Stevnsfortet i undergrunden med den unikke mulighed for at gå i soldaternes fodspor er fortsat en grundsten i museets formidling. Men den lokale historie er også en prisme på den større historie om ideologier og allierede, som i dag er blevet aktuel igen. Med navnet FORT signalerer museet, at den lokale indsats er en del af den større krigshistorie.
– Vi oplever en stigning i besøgende, som spørger til oprustning og krigshistorie i et aktuelt perspektiv. Vi vil gerne formidle den større forsvarshistorie og det præg, den har sat på vores verdensopfattelse i dag. Derfor har vi opdateret den guidede tur Fortets Hemmeligheder, så den drager paralleller til den aktuelle udvikling, siger Anders Knudsen, museumsinspektør på FORT.
Mens indholdet i de guidede ture på Stevnsfortet løbende justeres, sigter museets udviklingsplaner også mod at tilbageføre terrænet til tidligere tiders mere stramme militære design og skabe flere formidlingsoplevelser over jorden.
Østsjællandske museer i flertal
Bag de to museer står Østsjællands Museum, som også får en navneforandring. Her er der dog tale om en lille justering fra ental til flertal. Organisationen hedder fremover Østsjællands Museer.
– Vi lægger alle vores kræfter i at udvikle de publikumsorienterede lokationer KALK og FORT. Det er vores oplevelsesfyrtårne, så fremover hedder vi Østsjællands Museer, fordi det gør det nemmere at forstå, at vi er en ramme for flere museer, siger direktør Kasper Renström Østervig.
Udrulningen af de nye navne vil ske gradvist på museerne og i forbindelse med realiseringen af udviklingsplanerne.
Formidlingen af den lokale kulturarv ligger fremadrettet hos Østsjællands Museer, som arbejder på et projekt med at gøre samlingerne tilgængelige i en ny formidlingsform.
Yderligere information:
Kasper Renström Østervig., direktør i Østsjællands Museer, tlf: 20 51 77 20