Stor efterspørgsel: Stevnsfortet udvider åbningstiden igen

Foto: Finn Poul Hansen

Gæsterne strømmer til på Koldkrigsmuseum Stevnsfort, der nu for anden gang udvider forårets åbningstider.

De unikke grønne gange i Stevnsfortet og den fascinerende fortælling om den lokale indsats og Danmarks rolle i Den Kolde Krig har tiltrukket et stort antal besøgende dette forår.

For at imødekomme interessen udvidede koldkrigsmuseet den 10. maj åbningstiderne med en time og tilføjede flere guidede ture til programmet. Men det er stadig svært at finde plads til alle på de populære ture, og derfor udvider museet igen åbningstiderne den 29. maj til kl. 17.

– Det stormer ind med gæster på koldkrigsmuseet. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for og tilpasser os, så ingen skal gå forgæves, siger Kasper Renström Østervig, direktør for Østsjællands Museum, som driver Koldkrigsmuseum Stevnsfortet.

Stevnsfortet er hugget og sprængt ind i Stevns Klint 18 meter under jordoverfladen og besøgende i fortet går dermed rundt inden i UNESCO Verdensarv. Fortet kan kun besøges på guidede ture, og af sikkerhedshensyn er der kun 24 pladser på hver tur. Derfor tilføjer museet også igen flere ture på både hverdage og weekender.

– Der kan være flere grunde til, hvorfor så mange finder vej til museet netop nu. Men vi mærker nok, at koldkrigshistorien er højaktuel med de seneste års nye trusselbillede, oprustning og potentielt nye allierede. Det trækker store paralleller til tiden, hvor fortet blev bygget som en del af datidens oprustning og alliancen med NATO, siger Kasper Renström Østervig.

I ferier tilbyder museet også turen Mission Stevnsfort for børnefamilier. Turen inkluderer aktiviteter for børn og en historiefortælling tilpasset det yngre publikum.

Museet anbefaler fortsat, at man køber billet på forhånd for at sikre sig plads på turene.

Yderligere information:
Direktør for Østsjællands Museum, Kasper Renström Østervig: kr@oesm.dk / 20 51 77 20